Find vej: Forside » Artikler » Jelved tager på Kultur-tour i Danmark

Jelved tager på Kultur-tour i Danmark

Lagt på artlinks.dk den 20-05-2014 af ARTmaster

Tirsdag begynder kulturminister Marianne Jelved en rejse rundt i landet, hvor hun møder børnehavebørn, skolebørn, lærere, pædagoger, kommunale ildsjæle og kunstnere, der allerede gør en stor indsats for, at alle børn møder kunst og kultur i deres hverdag. Ministeren besøger:

Tirsdag den 20. maj
13.00-14.00 Frilandsmuseet i Maribo, Meinckes Vej 11, 4930 Maribo
Museet er en del af Lolland-Falsters Kulturtjeneste, som har stor succes med få lokale skoler og dagtilbud til at bruge de lokale kulturtilbud. Ved besøget vil Marianne Jelved blandt andet overvære 3.a fra Mariboskolen stå ret i en gymnastiktime anno 1814 og deltage i en workshop om praktisk billedkunstfilosofi med 4. klasse fra Idestrup Skole.

Zenia Stampe, medieordfører (R) deltager.

Onsdag den 21. maj
10.00-11.00 Haderslev Musikskole, Vestergade 20, 6500 Vojens
Mange sønderjyske børn spiller og synger på musikskolen i Haderslev. De kommer der sammen med deres børnehave eller skole og får glæden ved at have musikken som en del af deres aktiviteter. Marianne Jelved kommer blandt andet til at overvære en børnehave i fuld gang med sin musikundervisning, ligesom hun vil tale med børnene og pædagogerne om, hvad musikken betyder for deres dagligdag.

Troels Ravn, Kulturordfører (S) og Marlene Borst Hansen, Kulturordfører (R) deltager.

12.45-13.45 Hadsundvejens Skole, Gl. Hadsundvej 3, 8900 Randers
Hadsundvejens Skole har på fornemmeste vis taget forskud på skolereformen og bruger kunst og kultur som en integreret del at undervisningen. Det nyder fx 4.a gavn af, når de i Det kreative Hus har besøg af den lokale kunstner Pia Græsbøll Ottesen, som underviser dem i billedkunst og andre udtryksformer.

Liv Holm Andersen, Socialordfører (R) deltager.

15.30-16.30 Platform 4, Karolinelundsvej 38 -40, 9000 Aalborg
Platform 4 er et non-profit brugerdrevet og projektorienteret hus, der bl.a. eksperimenterer med elektronik og teknologi kombineret med kunstarter (musik, design, arkitektur, spiludvikling mv.). De unge sætter selv gang i deres initiativer, og Marianne Jelved vil under besøget møde nogle af dem, der bruger huset, og høre de kommunale ildsjæle fortælle om, hvordan man som kommune skaber rammerne for, at de unge kan få deres projekter op at stå.

Ny strategi for børn og unges møde med kunst og kultur
Kulturtouren er et led i lanceringen af kulturministerens strategi for hvordan alle børn og unge møder kunst og kultur i deres hverdag. Kulturministeren vil i de kommende måneder besøge flere gode eksempler i hele landet.

Læs strategien på Kulturministeriets hjemmeside www.kum.dk fra tirsdag den 20. maj kl. 10.30.