Find vej: Forside » Artikler » Kulturministeren åbner udstillinger i New York

Kulturministeren åbner udstillinger i New York

Lagt på artlinks.dk den 10-10-2015 af ARTmaster


To af dansk kulturhistories største profiler, Vilhelm Hammershøi og Jacob A. Riis, bliver i næste uge fejret med udstillinger i New York. Kulturministeren deltager ved åbningerne.Kulturminister Bertel Haarder deltager i åbningen af Jacob A. Riis: Revealing New York’s Other Half på Museum of the City of New York d. 13. oktober 2015 og Vilhelm Hammershøi-udstillingen Painting Tranquility i Scandinavia House d. 15. oktober 2015.

Kulturminister Bertel Haarder siger:
”I mange år har vi hentet kulturel inspiration fra USA. Så det er en stor fornøjelse at se, hvordan USA på det seneste har fået øjnene op for dansk og nordisk kultur. Både Vilhelm Hammershøi og Jacob A. Riis er store profiler, som giver genklang ude i verden. Også i et internationalt lys har Danmark meget at byde på.”

En af fotografihistoriens hovedfigurer
Journalisten og fotografen Jacob A. Riis (1849-1914) var en pioner inden for det sociale dokumentarfotografi og portrætterede New Yorks slumkvarterer i slutningen af 1800-tallet. Han betegnes i dag som en af fotografihistoriens absolutte hovedfigurer. Udstillingen kombinerer Riis’ fotografier med uddrag af hans foredrag, bøger og dagbogsoptegnelser. Udstillingen kan opleves på Museum of the City of New York fra d. 14. oktober 2015 til d. 20. marts 2016. Herefter vises udstillingen i nye, særligt kuraterede versioner på Library of Congress i Washington D.C., i Kunstforeningen GL STRAND i efteråret 2016 og på Ribe Kunstmuseum i starten af 2017.

24 Hammershøi-malerier udlånt
Vilhelm Hammershøi (1864-1916) er en af de mest betydningsfulde danske kunstnere fra 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, og hans værker af bl.a. københavnske interiører og landskaber fascinerer til stadighed i ind- og udland. Udstillingen Painting Tranquility er den første soloudstilling i New York af Hammershøi i mere end 15 år og kunne ikke være realiseret uden udlån af 24 Hammershøi-malerier fra SMK – Statens Museum for Kunst. Overinspektør og seniorforsker Kasper Monrad kuraterer udstillingen, som åbner d. 17. oktober 2015 og varer frem til 27. februar 2016. Udstillingen rejser videre til Toronto og Seattle, inden malerierne atter vender hjem til Statens Museum for Kunst september 2016. Udstillingen er finansieret af AFSMK – American Friends of SMK.